At vi overhovedet kan more os ved Kullens klipper, skyldes i høj grad foreningen AB Kullabergs Natur. I 1913 var Kullen lige ved at blive solgt som stenbrud! Kullabergs Natur stiftedes for at hindre dette og for at bevare naturen på halvøen til glæde for alle. Afgiften betalt ved indgangen til Kullen har støttet dette arbejde.
Begyndelsen
Klippeklatring på Kullen begyndte for alvor i halvtredserne. 0lle Klinker og enkelte andre svenske klatrere besøgte området så tidligt som 1941, men det var Dansk Bjergklubs grundlæggelse i 1951, der virkelig startede udviklingen af Kullen som træningsgrund. Aktiviteterne var koncentreret om Åkersberget/Platterne og K2, hvor nye medlemmer var på deres 1. og 2. klatrekursus (heraf navnet K2). Op til midten af tresserne var Kullenklatringen karakteriseret ved vandtraverser, eller klatring med topreb. Enkelte klatrere var dog undtagelser, såsom datidens topklatrer Carsten Berg Sørensen. I 1956 førte han Diedren på K2 og “Carstens Rende” på klippen, der senere fik samme navn (den kaldes nu for Den Store Diedre).
De glade tressere
I de “glade tressere” kom der flere klatrere, der var kompetente til at føre ruter af mere alvorlig karakter, samtidigt med at der kom en øget interesse for artificiel klatring. En af dem var John Andersen, som i 1964/5 udforskede 5. grad med Japanerruten, og Det Lodrette Riss på Åkersberget. Også Allan Scharff markerede sig med flere artificielle bestigninger. Et navn, der dukker op på samme tid er Peter Christensen, der kom til at præge Kullenklatringen på markant vis. Ved at føre den korte men barske Navnløs, begyndte han at ændre på den almindelige op-fattelse af, hvad der var muligt for Danske klatrere. Som andenmand til Allan Scharff var han i ’67 med på flere artificielle bestigninger, og i 1969 klatrede den unge Peter Christensen Direttissima på Vandflyvervæggen, VI A3. Som en rute med kombineret svær fri- og artificiel klatring med cruxet i toppen af ruten på dårlig klippe og marginale sikringer, var den Kullens største udfordring i mange ar. I ’69/’70 klatrede han også Om Hjørnet, V+ A0, Testoverhænget, V A2, og Josefinelustoverhænget, V A1.
Moderne tider
I 1971 blev Kullen kastet ud i den moderne klatrings verden. Den engelske topklatrer Robin Barley flyttede til Malmö. Han var rutineret i avanceret teknik og havde moderne sikringsudstyr. Med Peter Christensen som fast makker etablerede han i løbet af maj måned bl. Cracks & Slabs, Kapillær, og Fingerjam på Carstens Rende; første fribestigninger af Via Internationale og Om Hjørnet, Vandflyvervæggen; Ribars Rute og Ribars Nordvæg, Ribars Tårn; og med Göran Hellström, Originalruten og Yosemite, V A2, Kullamannens Dörr. Göran Hellström kommenterer: “Disse klassikere muliggjordes med generøs hjælp af lokale klatrere, først og fremmest Peter Christensen. Nu om dage forærer man ikke uden videre førstebestigninger væk til andre klatrere. For Peter Christensen var det ikke noget problem. Han lavede i løbet af 70’erne mindst 75 nye ruter, og han er i særklasse den person, der har bidraget mest til klatringen på Kullen”. I 1972 udgav Dansk Bjergklub, med Peter Christensen som redaktør, den første guidebog over klatring på Kullen.
Aktive skåninge
Ikke mindst skåningerne var nu også blevet særdeles aktive, trods deres lille antal, med Inge Jönsson og Göran Hellström i spidsen. Sammen eller hver for sig lavede de i 1972/73 en række ruter på K2, Carstens Rende, Testoverhænget og Björnen. Pentymal (Daffy Jam), V (6-), er nok deres mest kendte klassiker fra denne periode. Den stærkeste i denne periode var nok Geir Eriksen, som fra 1974 til 1976 friklatrede flere A0-ruter og derved viste vejen for de kommende hjemlige klatrere. Hans første fribestigninger taler for sig selv: Flyvende Start og Josefinelustoverhænget, begge med svære crux. Omkring samme tid friklatrede svensk klatrings store profil i halvfjerdserne, Göteborgaren: Ulf Björnberg, Tyskerruten’s højre afslutning, og det lykkedes ham på topreb at komme op ad den overhængende væg, Björnbergs Led, på Carstens Rende, som senere blev opkaldt efter ham. Ulf Björnberg mødte sit endeligt ved en firningsulykke i Yosemite/USA i 1980.
Udviklingen gik i stå
Kullen var ved at modnes. Talentet var der, mulighederne var der, men udviklingen gik desværre i stå. Flere af Skånes Klätterklubbs bedste klatrere flyttede, og Dansk Bjergklub var midt i et generationsskifte. Kullenklatringen gik næsten i frø i flere år med hensyn til nyruteudforskningen. Enkelte besøgende fra længere oppe i Sverige mindede hjemmeholdet om hvor langt Kullens standard var bag efter. Således friklatrede Anders Lundahl i 1981 Testoverhænget, VI (6-) og et tysk reblag Nåleøjet, VI (6+), Trollhättemal, året efter.
Opblomstring
I 1983 blomstrede aktiviteterne op igen i stort set alle retninger samtidigt. Den nye generation i savel DB som SKK var’godt i gang; Peter Christensen var tilbage i kampen; den kvindelige klatring tog et skridt fremad med indsats fra Sally Westergaard; og Jan Liljemark, Anders Lundahl m fl. var i stand til at vise os 7. grad på Kullen! Antallet af habile klatrere plus de enorme nyrutemuligheder førte til øget konkurrence mellem danskere og svenskere, med megen etisk kontrovers til følge (borebolte og kridtbrug).
Mange jomfruelige klipper
Mængden af jomfruelig klippe dengang kan illustreres ved Peter Christensens genopdagelse af Maltskutenäs, lige rundt om hjørnet fra den velkendte Käringamalen, med en del gode ruter, inklusive Sally Westergaards klassiker Frie Fugle. Ligeledes var der dengang kun en rute på Testoverhængets store væg. Også lige ved siden af så trafikeret en klippe som Carstens Rende, var det fremragende Torneroseområde blevet ignoreret. Ikke mange havde lyst til at se sig lidt omkring på Kullen, og interessen for at forhøje friklatringsstandarden på nye ruter var stadigvæk lav. Ganske vist havde der været nogle vanskelige bestigninger siden Robin Barleys tid, men disse var stort set alle enten fribestigninger af tidligere artificielle ruter, blandede fri/artificielle ruter, eller variationer af etablerede ruter. 1983 er et godt eksempel. Wang Dang Doodle, V+, og Stön, V+(6-), var komfortabelt tæt på gamle klassikere; Coke, trin af 6+, var i virkeligheden ikke meget mere end et oversikret boulderproblem; Jan Liliemark’s Yosemite, VII (7-), var en førstefribestigning; Piotr Bober’s, Björnbergs Led, VI+(6), var et 10 år gammelt toprebsproblem. Hvor var visionerne? Den tilflyttede englænder Martin Tomlinson’s Psilocybe, VI, og Ace of Cups, V+(6-), var de eneste nye uafhængige linier dette år og de første i denne beskedne grad siden 1971/72!
Rygte om ny fører
Denne situation var uholdbar. I 1984 udgav DB en revideret fører over nordkysten, og samtidigt lod DB sive ud, at en ny sydkystfører var under bearbejdelse. Som gallopheste ud af startboksene forsøgte klatrere fra begge sider af Øresund at blive de første med de største.
Dygtige folk SKK’s genopstandelse skyldes i høj grad tre unge dygtige folk: Torbjörn Winther (tidligere Bengtsson), Magnus Runsten og Magnus Nilsson. Som sagt var ambitionerne ikke sluppet helt løs endnu, men en snes mindre ruter så dagens lys fra 1982 og frem, bade på kendte og ukendte områder. Magnus Runsten’s Lovegirls, VI+(7-), var i ’84 den første rute med denne gradering klatret af lokale klatrere. Magnus Nilsson’s dristige og meget løse Tyrannosaurus Rex på Svæveflyvervæggen, A3+ V+, i april 1984, viste at SKK nu var i stand til at tackle de mere alvorlige sager på Kullen.
Boreboltenes indtog
Måneden efter begyndte en ny tidsalder for Kullenklatringen. Torbjörn Winther placerede 5 bladbolte og 2 borebolte i en friklatringsrute ved Napoleons Hatt: Straight Flush, VI, en rute med sjælden og flot vægklatring sikret næsten helt af faste stål-stumper. Dens popularitet var lige så godt sikret, og fristelsen til at gentage succesen var ikke til at modstå. Et år senere fik den af Torbjörn en endnu smukkere søster, Highway to Heaven, VI, der var endnu mere imødekommende mod sine friere: 3 bladbolte og 4 borebolte! Bladboltene er senere udskiftet med borebolte.
Betænkelighed
Ideen med bolte var ny på Kullen, men gammel i f.eks. Frankrig, hvor klatrere i are-vis havde øvet sig flittigt på topreb på deres ruter, og sikret dem med borebolte før bestigningen. Ingen var i tvivl om kvaliteten af parret ved Napoleons Hatt, og alle vidste, at tendensen ikke kunne andet end at brede sig, men nogle var betænkelige over en fremtid med borebolte, og over hvorvidt kvaliteten i den kommende generation af boreboltruter ville ligne den på Napoleons Hatt. Debatten om hvornår en borebolt er nødvendig/ønskelig er siden hen stilnet af, grundet forbud mod placering af nye borebolte (eller rettere: efter håndhævelse af det altid værende forbud). Magnus Runstens borebolt på Coke (der er nu to!) var dengang i manges øjne en skamplet på Carstens Rende. Der er ikke mange i dag, der brokker: sig over langt mere iøjnefaldende boreboltsmotorveje pa populære klipper.
Anden tendens
Trods boreboltenes fremgang var en anden tendens i gang på f.eks. Testover-hænget: udforskningen af svære ruter med sparsom sikring. Gennem ’84 og ’85, under forberedelsen til den nye sydleystfører, var Michael Hjorth og Martin Tomlinson ansvarlige fof flere nye ruter. En af de mest alvorlige var Petrogenesis, VI+(6), på Testoverhængets jomfruelige højre væg. To af 1985s sværeste ruter var No Picnic On Mount Kenya, VI+(6), Michael Hjorth, (DB), og den første fribestigning af Direttissima på Stenstugorna, VII-(6+), af Johan Nilsson, (SKK). Igen viste svenskerne deres tekniske overlegenhed, på en af Kullens mest overhængende ruter. I løbet af det følgende ar “befriede” (friklatrede som den første) Johan Nilsson Hypoteneuse, VII-(6+), lavede sydkystens første borebolt superrute, Phobos, VII, og on-sight soloede Nemesis, VI-(6+), Nimis bedste rute. Man kunne også stadigvæk finde klassikere til en rimelig gradering i populære områder, såsom Martin Tomlinson’s Koalakanten, V+, på Palnatokes Skränt.
Nye områder inddrages
Disse år ’83-’86 var også tiden, hvor mange nye områder fik deres første rute. Tornerose-området var en perle, og Michael Hjorth’s rute af samme navn er en af Kullens allerbedste VI-gradsruter. Rumpnissen fik to fine ruter disse år (den lille hovedvæg har nu seks!). 1986 blev tre vigtige områder åbnet på nordkysten. De viste, at nordkystens ry for dårlig klippe ikke altid holdt stik: Ablahamn, Vattenhjulet, og Nimis. Specielt Vattenhjulet er nu spækket med kvalitetsruter, og opfylder alle betingelser for popularitet: abseil tilgang, god sikring, og nærliggende iskiosk! Gåsarännan på nordkysten derimod, må have været opdaget enten fra båd eller ved hjælp af machete! Den blev først udforsket i ’85 af Magnus Nilsson og Torbjörn Winther. To år senere lavede de, sammen med Anders Rafael Jensen, to af Kullens bedste 5.gradsruter, Project Pangea og Inclination, på denne væg. Gasarånnan er nu et helt etableret klatrested med et godt udvalg af 5.- og 6.gradsruter. Nye ruter, og nye områder blev ved med at dukke op, og DB var allerede i 1986 nødt til at offentliggøre bunker af dem i klubbladet, bare for at holde den nye fører ajour.
Et begivenhedsrigt år
1987 var et begivenhedsrigt år, med flere vigtige ruter udført i meget forskellig stil. Torbjörn Winther’s Franska Trick, VII-(7), og Dr. Strangelove, VII-(7), var så velsikrede med borebolte, at de øjeblikkeligt blev populære – også for dem, der havde lyst til at klatre langt over deres formåen. Langt færre prøver at føre den fremragende King Kong, VII-(6+), også en Torbjörn-rute, pga. nødvendigheden af at placere egne sikringer udover de tre borebolte. Magnus Nilsson’s Master and Servant, VI, gav i samme grad meget flot men dristig klatring; og Martin Tomlinson snuppede en af de sidste store naturlige linier på sydkysten, One Size Fits All, VI, som også kræver udholdenhed, hvis sikringer skal placeres.
Helt anden klasse
Australieren Kim Carrigans besøg i 1987 viste en helt anden klasse, end det vi var vant til at se på Kullen. På én kold oktoberdag klatrede han Cracked på Gubbamalen og Arapiles, den gamle A3-rute på Kullamannens Dörr. Ruterne, som lokale klatrere havde haft planer om men endnu ikke havde formået, blev klatret i fin stil. Cracked on-sightede han; den fik graderingen VII (7+). Med det “forhistoriske” udstyr han lånte var ruterne udsatte med minimale sikringer.
Redpoint
Kun én rute var sværere dette år, Freak Brothers, VIII-(7+), af nordmanden Per Hustad, ved siden af Lynet i Gubbarnalen område. Her benyttedes en anden stil: “Redpoint”, hvor man bliver ved med at klatre op og sætte sikringer og falder af, for til sidst at nå toppen. Hver gang man falder fires man ned til jorden, og rebet trækkes ned, medens sikringerne bliver siddende. Teknikken har muliggjort alverdens vanskelige ruter. De fleste af disse er dog siden blevet klatret i mere anset “on-sight” stil.
Tre særdeles aktive klatrere
I 1988 var tre særdeles aktive klatrere i gang: Peter Harrermoës, Thomas Nielsen (nu Stærmose), og den genfødte Søren Smidt. “Moës” specialiserede sig dengang i første fribestigninger: Den Skæve Diedre, S-Ruten, Ståltermos, Julenat – alle imponerende og psykisk krævende frie ruter. Samtidig lavede han mange nye frie ruter. Stærmose koncentrerede sig om Gubbarnalens stejle vægge med tunge og gymnastiske bevægelser. Smidt klatrede alt hvad han kom i nærheden af, også på nye områder som Ladedørren, store boreboltlinier som f.eks. Den Uudklækkede Kyllings Ballet, VII, og korte tekniske problemer som hans første fribestigning af Trekanten Venstre, som han gav tilnavnet Hyperboræerens Vej VII (7+).
Sværhedsgraden presses op
Klatrere blev mere og mere villige til at bruge borebolte på mindre og mindre ruter og til at proppe ruterne tættere og tættere ind mellem hinanden (f.eks. Silvervæggen). Samtidigt blev den tekniske standard presset i vejret. Alle de foregående forskellige tendenser fortsatte gennem ’89 og ’90: opdagelsen af nye områder, specielt på nordkysten; de store boreboltlinier, såsom den meget imponerende Bacardi, VII, på Vandflyvervæggen, (omdøbt til Magnus Runstens Led efter hans tragiske død i alperne, 1990); yderst vanskelig klatring med, traditionel sikring, f.eks. Hybris, VII, ved Nimis, det meget tynde riss overvundet af Peter Harremo~s; og de korte men barske tekniske problemer som Harremoës’Munin, VII+(8-). Jan Andersen får i samme periode bugt med den brutale og psykiske krævende Nagasaki, VIII-, på Japanervæggen og den overhængende, sværtsikrede og dristige Lev Stærkt, Dø Ung, ved Andersens daværende “wigwam”: Visitgrottan. Med fribestigninger af Lynet, VIII+, og Skipper Skræk, VIII (8+), viste Peter Harremoës og Johan Nilsson, at de sværeste ruter kunne laves af lokale, blot man trænede tilstrækkeligt. Begge ruter er svært overhængende og ultra tunge. Sværest bliver dog Spirilen, som trods ihærdige forsøg af motiverede og veltrænede folk ikke blev friklatret før i 2002.
Bengt Tuas Hopp
I første halvdel af halvfemserne etableredes på denne imponerende kæmpevæg en snes fremragende nye ruter. Den første rute Kingsize VI- A2/3 af Magnus Nilsson og Mats Olofson blev klatret allerede i ’86 og er stadigt Kullens længste og mest eksponerede artificielle rute med sine tre reblængder. Klassikeren Frihedens Fantomer VI af Torbjörn Winther er således fulgt op af meget eksponerede ruter som Hönsa för Kullen, Hård men Retfærdig, Kræftens Bekæmpelse og Vertigo. Alle ruterne er lange og alvorlige.
Kommercielle oplevelsesture
Fra 1990 og fremefter er kursusaktiviteten på Kullen eksploderet. Mange af “kurserne” er nu kommercielle oplevelsesture, der i overvejende grad foregår på de klassiske klatresteder som Bananen, Björnen, Carstens Rende eller K2. Langt de fleste kurser er rene toprebsarrangementer, og det er ikke ualmindeligt, at de bedste vægge er spundet ind i et tæt spindelvæv af topreb hele dage! Ambitiøse og seriøse klatrere, som ønsker at føre, ender ofte med hængende mundvige ved mødet med sådanne aktiviteter og erkendelsen af, at de er forvist til anden klippe. Nordkysten er at fortrække for folk, der ønsker lidt fred.
Nye vægge
1995 “opdagedes” to mindre vægge, Marmorvæggen og Paradisvæggen, på Nordkysten ved fyret. Begge byder på korte men fine ruter i den menneskelige ende af graderingsskalaen. På sydkysten er den begroede væg mellem Spaghetti- og Japanervæggen blevet (gen)indviet med nogle knap så attraktive ruter. Væggen er ikke uden humor blevet døbt: Junglevæggen.
Ny A-bølge
Det effektive forbud mod borebolte (anno ’94) og det faktum at alle Kullens naturlige linjer er så godt som klatret, har i sidste halvdel af 90’erne igangsat en bølge af artificielle førstebestigninger. De fleste har fundet sted på nordkysten, som eksempel de herrer Magnus Nilsson og Bjarne Holmes svimlende projekt Kristallfärden, A4!, Söftingsgrottan, og Fredrik Rapp og Holmes Du Lever Bara 2 Ganger, A3+, pa Vandflyvervæggen. Pa sydkysten har Henrik Bruun muntret sig i Akersberget’s løse og rådne overhæng, hvilket har resulteret i ruten Attila the Hun, A3. Enkelte fine friklatringsruter har dog kunnet opdrives på de kendte vægge, så som Abel’s Babel, V, på Babelstårnet, opsnuset af den evige sporhund efter nye ruter: Hans Henrik Degn, og Henrik Ljunggreen’s Motorbåds Panik, V-, på Tornerose.
Døren Direkte friklatres
Den 6. september ’98 lod det skånske stjerneskud Harald Bohlin tæppet gå ned for drømmen om en første fribestigning af Peter Harremoés gamle A4-rute Døren Direkte på Kullamannens Dörr. Med kun fem selvplacerede sikringer (!), hvoraf den første sattes 6 meter oppe i væggen, “befriede” Bohlin ruten, som efterfølgende har fået friklatringsgraderingen VIII- og det passende navn Existensminimum. Denne bedrift må i al beskedenhed karakteriseres som “ikke så ringe endda”.
Kullens Geologi
Grundfjellet på Kullen er hovedsageligt opbygget af de krystallinske bjergarter gneis og amfibolit dannet for ca.1800 millioner ar siden i Præcambrium, og senere som en horst hævet op langs nordvest-sydøst gående forkastninger i forhold til de omkringliggende yngre bjergarter. Bade gneis og amfibolit er omdannede (såkaldte metamorfe) bjergarter, der tidligere har været henholdsvis granit og gennemskærende mag matiske (“vulkanske”) basaltgange, som senere er udvalset og omkrystalliseret under højt tryk og temperatur dybt i jordens skorpe. Gneisen har bibeholdt granittens mineralselskab (kvarts, feldspat, glimmer og en smule amfibol), men er skifrig og med tydelige slirer af disse mineraler. Parallelt med denne skifrighed folder de tidligere basaltgange sig i centimeter til metertykke band (f.eks. de to sorte band i Fingerjam), nu omdannet til amfibolit med mineralerne amfibol og feldspat og enkelte steder granat (de mørkerøde krystaller i Diamantklipperne ved Ransvik og ved Kåringamalen). Dette gneis-amfibolitkompleks skæres for sandsynligvis 1300 millioner ar siden af nordøst-sydvestløbende og for ca. 250 millioner ar siden af nordvest-sydøst l0bende subvulkanske basaltgange på bredder fra få centimeter til 25 meter. En enkelt kan følges fra fyret helt til Arild. Bjergarten er næsten sort til mørk, rødbrun og finkornet. Enkelte steder har den et rødligt udseende på grund af større indhold af kalifeldspat (mineralet, der også farver gneisen rødlig) og kaldes da for Kullait (eksempler kan ses ved Kåringamalen, ved Josefinelust, ved Visitgrottan og ved Stenstugorna). Som nævnt er Kullen senere hævet op som en horst. Den relative bevægelse i forhold til de omkringliggende sedimenter kan meget vel beløbe sig til flere kilometer, og denne bevægelse langs nordvest-sydøstløbende forkastninger har sammen med gneisens skifrighed medvirket til klippens stærkt opsprækkede natur. Gennem den sidste halve million ars kuldeperiode har opsprækningen givet isen mulighed for at forme landskabet til det, vi ser idag. For eksempel er de brede basalt-gange eroderet ud til langsgaende dale (f.eks. den i hvilken Miille Mosse ligger) og tværgaende dale (f.eks. lige øst for fyret mellem Akersberget og Kullalao, og Djupa-dals-rännan). Den seneste erosive påvirkning og den, der er væsentligst for klatrere, er havets. Hele Kullen er siden sidste istid hævet ca. 50 meter i forhold til havoverfladen og næsten alle klatreklipper har været bearbejdet af bølgerne. Tynde revner og forkastningsplaner er herved uderoderet til “fornuftige” størrelser. Pa grund af solens tørrende virkning og det mindre udbredte plantedække med en heraffølgende mindre udsivning af grundvand og humus virker sydkystens klipper og klatreruter renere og mere tilgængelige end nordkystens, hvor fugt og lav på højere vægge skaber en mere seriøs stemning. Ruterne på nordkysten bliver klatret sjældnere, og derfor bør klatrere her være opmærksomme på Iøse sten. Men selv det tryggeste kuffertgreb på den populæreste rute viser sig en dag at kun rokkes!
Kullens Natur
At give en kort introduktion til naturen på Kullen er næsten umuligt, da dyre- og planteliv er uhyre rigt og varieret. Årsagen hertil er områdets kuperede topografi og forekomsten af forskellige geologiske mineraler, hvor indholdet af plantenæringsstoffer er forskelligt. Desuden har menneskelig aktivitet i form af landbrug, skovfældning og -plantning fuldstændigt ændret den oprindelige flora og fauna. Endelig har fredningen i 1914 medført en beskyttelse af dyr og planter mod den kemiske bekæmpelse, der foregår overalt i landbruget i dag. Oprindeligt har Kullen stort set været dækket af løvskov på nær de kystnære områder samt steder, hvor jordlaget har været for tyndt til, at der har kunnet vokse træer. Det meste af skoven blev i løbet af det 16. og 17. århundrede fældet og området var herefter dækket af marker og hede bestående af lyng, revling, blåbær, enebær og andre hedeplanter. Rester af denne hede findes stadig flere steder, f.eks. omkring Håkull og som bundvegetation i lyse egeskove. I dag er de største områder dog igen tilplantet med skov af eg, bøg, rødgran og skovfyr. Bundvegetationen i disse skove vil bestå af få nøjsomme arter som hvid anemone og liljekonval. En række steder findes der diabasgange i gneisen, og her skifter floraen fuldstændigt karakter. Af de arter, som dominerer her, kan nævnes judaspenge, blå anemone, hulkravet kodriver, hulrodet lærkespore, krat- og skovviol samt orkideen tyndakset gøgeurt. Årsagen hertil er, at diabasen er langt rigere på plantenæringsstoffer end gneisen. På sydvendte skrænter findes mange steder nøgne klippeflader, hvor der kun er et ringe jordlag i sprækkerne. Her findes der en tørketalende vegetation bestående af engelskgræs, plettet kongepen, strandkamille og strandlimurt. Til sidst skal nævnes, at der på fugtige steder på klippevægge kan findes den lille bregne sort radeløv. Det er en sjælden art, som kun findes ganske få steder i det sydlige Sverige. Et af de steder, den kan ses, er i bunden af Visitgrottan. På grund af den artsrige flora findes der også en meget rig fauna af lavere dyr som insekter og edderkopper, idet mange af disse er afhængige af specifikke foderplanter. Således kendes mere end 1000 arter af biller og sommerfugle. Her skal kun nævnes en af de mest interessante: det er den eneste i norden forekommende fugleedderkop, som i Sverige har sin eneste lokalitet på Kullen, hvor den kan findes på tørre sydvendte skrænter. Næsten overalt, hvor man færdes, finder man spor af de mest almindelige pattedyr: kanin, rådyr og ræv. Gar man en tur i skumringen, er der også gode chancer for at se dem. Knapt så almindelige er grævling, hermelin og mink. Af disse er der størst chance for at se minken, der findes flere steder langs kysten, hvor den løber rundt mellem stenene for at fange fisk og andet spiseligt. Man kan også være heldig at se havpattedyrene spættet sæl og marsvin. Nar man klatrer på klipperne, er de fugle, man ser mest til, de forskellige havfugle som mager og – edderfugle, der på nogle årstider findes i store flokke. I de senere ar er skarven også blevet uhyre almindelig, især om vinteren. I ny og næ kan man også se mere sjældne fugle som f.eks. tejst og mallemuk. I træktiden, forår og efterår, er det også almindeligt at se forskellige rovfugle, især musvåge og tårnfalk, svæve på de opvinde, der dannes ved skrænterne for at jage mus og småfugle. Den store sortspætte bade høres og ses tit i jagt efter foder i Kullens mange faldne træer. Endelig er der et væld af spurvefugle. Blandt de mest almindelige kan nævnes løvsanger, hvid vipstjert, nattergal, rødkælk, krage og husskade. Efter mere end 33 års fravær har vandrefalken (svensk: pilgrimsfalken) atter permanent yngleplads på Kullen. Vandrefalken foretrækker at have rede på utilgængelige klippehylder og kaldes undertiden også “de stejle klippers fugl”. Kullens mange bratte klipper har i umindelige tider også været beboet af vandrefalke, men i 1962 ynglede det sidste par. Moderne tider med udledning af et uhørt antal gifte i miljøet nedbragte igennem fødekæden drastisk rovfuglenes forplantningsevne. I 1974 var der kun ni kendte par i hele Sverige, og “projekt vandrefalken” blev iværksat af myndighederne for at redde vandrefalken fra total udryddelse i Sverige. Arbejdet har gået ud på at finde egnede fredningsområder, etablering af avlsstationer og udsætning af ungfugle i de fredede områder. I december 1994 blev et område på Kullens nordkyst udlagt som reservat fra Djupadal til Valdemarsgrottan. 11996 udsattes en høne fra syd Norge og en hane fra Våstergöterland. Parret har siden ynglet på Kullen. I 1997 kom to flyvefærdige unger på vingerne. I 1998 forlod hele tre flyvefærdige unger reden.
Stednavne
Navnene på de forskellige steder rundt omkring på Kullen har en lang og kompliceret historie, og selv eksperterne er nogle gange uenige, hvad angår den nøjagtige placering af et “traditionelt” navn eller om hvilket navn, der skal betragtes som mest “traditionelt”. Enkelte svenskere har endog forsøgt at genindføre “traditionelle” navne på Kullaberg uden dog at ville genindføre navnet Kullen for bjerget! Fiskere og bønder navngav mange steder som orienteringspunkter, men disse navne volder ofte problemer, nar de bruges af klatrere: Det, der er markant fra havet, er ikke altid synligt fra land; navne på de forskellige høje osv. var givet før skoven blev udplantet og skjulte mange former i landskabet; og mange klatreklipper har geografisk set kun lidt forbindelse med den strand, høj, eller klippeformation i vandet, som et lokalt navn beskriver. I slutningen af 1800-tallet blev mange navne opdigtet for at imødekomme turisternes behov for romantiske, pittoresque og pseudohistoriske, navne i deres turistmål. Eksempler er: Visitgrottan, Palnatokes Skrånt, Kullamannens Dörr. Disse navne har somme tider helt fortrængt et tidligere navn. I midten af 1900-tallet kom klatrerne med deres egen interne mytologi og døbte de forskellige klipper, de klatrede på, uanset om der fandtes et navn i forvejen eller ej. Nogle stednavne var endda sjusket anvendt: Stenstugorna blev forvekslet med Lahebiagrottan. Store Björn burde være kaldt Björnen (eller Björnberg), og “Björnen” ved Åkersberget har derfor næppe historisk ret til navnet. Og klipperne vi kaldte for Käringamalen ligger alle sammen i Gubbamalen, bugten lige vest for Käringamalen. I denne fører er der forsøgt respekteret lokale traditioner ved f.eks. at anvende svensk stavemade på navne af svensk oprindelse. Alternative navne er nævnt i parentes. Vægge der tidligere har manglet et selvstændigt navn, har fået et navn inspireret af ruterne på væggen.